LURDEFRANCE2069.jpg

2 Juli 2024
Pinerolo > Valloire

Etape 4

Lurtentiale

Etape 4

Dirigenten giver det indre orkester lang frokostpause

Akkumuleret lur: 140 minutter
Længste sammenhængende lur: 70 minutter

Touren har, de seneste år, haft stort held med at skabe underholdende cykelløb på korte og intense bjergetaper. Det står i kontrast til Giro d’Italia, der er kendt for deres meget lange og opslidende bjergetaper, der synes, ikke at kunne blive voldsomme nok.

 

Det er derfor passende, at vi på dagens etape forlader Italien, og ender i franske Valloire. Feltet passerer over ganske velkendte stigninger, der sædvanligvis plejer at give offensivt og seværdigt cykelløb.


I dag kan dog godt blive anderledes. I hvert fald for størstedelen af dagens etape. Sestrières kender vi i Danmark som bjerget, hvor Bjarne Riis grundlagde sin sejr i 1996. Men det år forcerede feltet stigningen fra Cesana-siden, der er markant hårdere, end Pregalato-siden, vi i år får at se.

 

Første besøg hos lurepasseren: 13:15 - 14:25
Derfor snyder ruteprofilen også en del. I realiteten er det kun de sidste 6-7 kilometer af bjerget, der for alvor kan gøres forskelle på. Så vær ikke bange for at polere glaskuglerne i løbets indledende fase.

 

Der kører sandsynligvis et stærkt udbrud over toppen, og sniger der sig en klassementsrytter eller to med, vil der være en spændende jagt på nedkørslen og over Col de Montgenèvre. Det scenarie virker sandsynligt, da meget få må tro på egne evner mod Pogacar og Vingegaard i den samlede stilling og på finalebjerget Col du Galibier.

Vi vil derfor på det kraftigste råde til, at du skræller kiwierne fra Sestrières sidste 8 kilometer og til dalen mellem Col de Montgenèvre og Col du Galibier.

 

Du kan godt lige nå en lur til: 15:20 - 16:30
I mellem de to franske bjerge kan du dog trygt putte husholdningsfilm på kiwierne igen og pakke dem væk bag forhængene. Den første del af dagens sidste stigning bliver en langgaber. Col du Galibier er listet til at være 23 kilometer lang, og der er endda konstant opadgående vej i hele 34 kilometer inden toppen. Det er bare kun de sidste 8-10 kilometer, der kan gøres en reel forskel på.

 

Udbruddet vil ganske sikkert blive hentet, da UAE og Visma-LAB har meget stærke hold, og må tro på kaptajnernes evner. Derfor tror vi på en klassementskamp på stigningens sidste 10 kilometer, der også skal afgøre etapevinderen.


Vi forudser gedigent væddeløb blandt løbets stærkeste, og derfor må du vågne op til dåd og besejre tyngdekraften. Søm øjenlågene fast i pandebrasken og sæt dig op, dagens lur er slut.

Næste etape:

Etape 5
Saint-Jean-de-Maurienne > Saint Vulbas

3 Juli 2024

Forrige
Forrige

Etape 3

Næste
Næste

Etape 5