LURDEFRANCE1775.jpg

12 Juli 2024
Agen > Pau

Etape 13

Lurtentiale

Etape 13

Åbne grænser mod drømmeland

Akkumuleret lur: 130 minutter
Længste sammenhængende lur: 105 minutter

Akkurat som gårsdagens etape, bliver der i dag uenighed i feltet. Sprinterholdene har på papiret deres næstsidste chance, men terrænet er velegnet til at snyde feltets kanonkugler og køre hjem fra et udbrud. Det betyder, at du som Lur de France-seer må væbne dig med kaffe, bjælker i øjenhulerne og et interesseret blik for hektisk cykelløb.

De hurtige herrers hold vil våge over udbrudssammensætningen, og forsøge at smide 3 trætte franskmænd ud foran. Ruteprofilens første 50 kilometer har lidt takker, men vi forventer, at sprinternes lakajer kan køre selv de stærke ryttere ind, uden at knække nakken på det.

Husk køre-hviletid: 14:40 - 16:25
Derfor vil der nok gå lidt tid, før de er tilfredse med situationen ude foran, og lader en håndfuld lykkeryttere få endegyldigt fripas. Det kan være alt mellem 20 og 50 kilometers intens katten efter musene, men vi skyder på, at der bliver nattero efter 38 kilometer, når rytterne kører ud af byen Mézin.

Er man, efter en lang uge på arbejdspladsen, dødtræt, kan man godt tillade sig en lav cigarføring under udbrudsdannelsen.

Vi tror ikke, de holder hjem, og vi kender godt til tillokkende blikke fra en puffet hovedpude.

Det gælder dog for alle, at der ikke er meget andet at lave efter Mézin, end at slå kistelågene ned og gemme nøglen nede i sofahynderne. Rolf og Ritter vil formentlig formaste sig til at afbryde dit velfortjente hvil flere gange, men fokusér i stedet på de konstante undertoner af brummende biler, summende cykler og helikopterens hymne.

En ekstra lille lur: 16:45 - 17:10
Når rytterne, med 45 kilometer igen, rammer byen Crouseilles, begynder terrænet at udfordre de tunge drenge lidt igen. Vi tror, at de har så godt styr på udbryderne, at de langsomt vil blive kørt ind, uden et stort mandefald i feltet. Vågn derfor lige kort op, og konstatér, at du kan fiske torsk ind igen.

Du skal pudse sjælens spejle for sidste gang med 15 kilometer til mål. Enten får du set en klassisk massespurt, eller også kan du nå at se et par udbrydere tage fusen på feltet. Det sidste er mindst sandsynligt, men en god drøm.

Næste etape:

Etape 14
Pau > Saint-Lary-Soulan Pla d’Adet

13 Juli 2024

Forrige
Forrige

Etape 12

Næste
Næste

Etape 14