18 Juli 2024
Gap > Barcelonette

Etape 18

Lurtentiale

Etape 18

At tage eller ikke at tage sin morfar. Det er spørgsmålet.

Akkumuleret lur: 70 minutter
Længste sammenhængende lur: 70 minutter

180 opslidende kilometer, inkluderet 5 stigninger og 2800 højdemeter, bevægende sig gennem de franske alpers forhave, er dagens menu.

Havde det været en etape i første uge, kunne de bedst-klatrende sprintere måske komme med til Barcelonnettes første målstreg i verdens største løb. Vi forholder os mere end skeptiske, og tror fuldt og fast på en udbrudssejr i dag.

 

Det betyder også, at kampen om pladserne i løbets forreste kupé bliver hård, hektisk og underholdende.
De første 17 kilometer går en smule nedad, og farten kommer til at være høj. Der kommer udbrudsforsøg her, men du skal først holde rigtig godt øje, når rytterne kører ind på Col du Festre. Bunden er ikke stigningens hårdeste del, så forskellen skal gøres efter 4 kilometers opstigning, hvor procenterne bliver nævneværdige.

 

Dagens morfar: 14:50 - 16:00
Et stærkt udbrud kan godt slippe afsted her, men vi tror, at angrebene fortsætter godt 27 kilometer længere. Løbet bevæger sig rundt om søen Sautet, og vejene går op og ned som showbiz.
Sprinterholdene må være sprængt godt og grundigt efter afslutningen på Côte de Corps, så der kan gå lidt tid, inden jagten organiseres og løbet finder et roligt udtryk og en normal hvilepuls. Når det sker, kan du tabe kampen til Newton og lade skodderne falde i hak.

 

Måske kommer der angreb i udbrydergruppen på Côte de Saint-Apollinaire, da det er dagens stejleste stigning, og de klatrestærke ikke vil have hurtige herrer med hjem. Nedkørslen er dog ikke særligt teknisk, og den efterfølgende stigning, Côte des Demoiselles Coiffées, er overkommelig.

Træk gardinerne fra på opkørslen af Côte de Saint-Apollinaire, og kig ud af forruderne, der er angrebscykelløb i sigte.

Angrebene vil være centreret rundt om søen Serre-Ponçon, så der vil formentlig være god lyd fra helikopteren, når den filmer. Lad dig ikke lure af vuggevisen, for de sidste 65 kilometer lurer der angreb og forfølgelsesløb i hvert et sving.


Er du træt og ør i øjenhulerne, anbefaler vi at dykke ned i REMCO-søvnen, og se den langtrukne finale med udspilede ører.

Næste etape:

Etape 19
Embrun > Isola 2000

19 Juli 2024

Forrige
Forrige

Etape 17

Næste
Næste

Etape 19