Etape 19

Det kan diskuteres, om det er dagens eller morgendagens etape, der har status som løbets kronede konge. De bliver dog begge to indiskutable, infamøse søvnrøvere!

Hvis du imiterer din morfar inden etapestart, for at lade noget energi op i depoterne, kan du drømme om 1993. Nærmere bestemt 11. etape, der har utroligt mange ligheder med dagens kolos.
Man kørte over de samme stigninger, i samme rækkefølge og samme målbjerg. Men fordi 1993 er en skør, skør tid, kørte man 35 kilometer ekstra og startede med Col d’Izoard.

Første korte lur: 13:50 - 14:15
Dengang grundlagde Miguel Indurain sin 3. samlede sejr, da han klyngede sig til Tony Romingers baghjul som en syvsover til sit sengetæppe. Sådan var hans stil. I dag kører verdens bedste klassementsryttere noget mere uforudsigeligt og underholdende – gud ske tak og lov for det – men det betyder også, at du får svært ved at opretholde dit sygelige behov for dagdrømmerier.

Etapen er kun 145 kilometer kort, og det giver klassementsrytterne mange muligheder for taktiske udspil. Alle vil have hjælperyttere ud foran, og de bedste rene bjergryttere vil ud og hente polkapoint. Det bliver altså en hektisk klatretur op ad Col du Vars.

Det betyder, at den første time og 20 minutter skal bruges med ballerne på kanten af sofaen. Men når de runder toppen Col du Vars, kan dine glugger stikke en tur til Drømmeland. Altså forudsat Tadej Pogačar eller Remco Evenepoel ikke har forsøgt et angreb fra den helt lange distance – usandsynligt, men ikke umuligt.

Den korte lur bliver afbrudt efter 30 gode minutter. Løbet tørner durk ind i det bjergmassiv, der hedder Cime de la Bonette, Frankrigs højest beliggende asfalterede vej, og en rigtig satan af en stigning.

Anden lur: 14:35 - 14:55
Der er 23 gode kilometer til toppen, så lægges der ikke an til favoritangreb i bunden, kan du altså godt lægge glaskuglerne i lage igen.