LURDEFRANCE2126.jpg

19 Juli 2024
Embrun > Isola 2000

Etape 19

Lurtentiale

Etape 19

Det regner med powernapalm

Akkumuleret lur: 85 minutter
Længste sammenhængende lur: 40 minutter

Det kan diskuteres, om det er dagens eller morgendagens etape, der har status som løbets kronede konge. De bliver dog begge to indiskutable, infamøse søvnrøvere!

Hvis du imiterer din morfar inden etapestart, for at lade noget energi op i depoterne, kan du drømme om 1993. Nærmere bestemt 11. etape, der har utroligt mange ligheder med dagens kolos.
Man kørte over de samme stigninger, i samme rækkefølge og samme målbjerg. Men fordi 1993 er en skør, skør tid, kørte man 35 kilometer ekstra og startede med Col d’Izoard.

Første korte lur: 13:50 - 14:15
Dengang grundlagde Miguel Indurain sin 3. samlede sejr, da han klyngede sig til Tony Romingers baghjul som en syvsover til sit sengetæppe. Sådan var hans stil. I dag kører verdens bedste klassementsryttere noget mere uforudsigeligt og underholdende – gud ske tak og lov for det – men det betyder også, at du får svært ved at opretholde dit sygelige behov for dagdrømmerier.

Etapen er kun 145 kilometer kort, og det giver klassementsrytterne mange muligheder for taktiske udspil. Alle vil have hjælperyttere ud foran, og de bedste rene bjergryttere vil ud og hente polkapoint. Det bliver altså en hektisk klatretur op ad Col du Vars.

Det betyder, at den første time og 20 minutter skal bruges med ballerne på kanten af sofaen. Men når de runder toppen Col du Vars, kan dine glugger stikke en tur til Drømmeland. Altså forudsat Tadej Pogačar eller Remco Evenepoel ikke har forsøgt et angreb fra den helt lange distance – usandsynligt, men ikke umuligt.

Den korte lur bliver afbrudt efter 30 gode minutter. Løbet tørner durk ind i det bjergmassiv, der hedder Cime de la Bonette, Frankrigs højest beliggende asfalterede vej, og en rigtig satan af en stigning.

Anden lur: 14:35 - 14:55
Der er 23 gode kilometer til toppen, så lægges der ikke an til favoritangreb i bunden, kan du altså godt lægge glaskuglerne i lage igen.

Vi anbefaler ikke at døse hen i den flirtende REM-søvn, men holde dig i REMCO-stadiet, hvor du er klar til drama.

Vågn op med 5 kilometer til toppen. Køres der ikke seværdigt cykelløb over toppen, kan du lade helikopteren lulle dig ned i en mere komfortabel position igen.

Én lille lur mere: 15:20 - 16:00
Tyngdekraften skal dog endegyldigt besejres med 20 kilometer til mål.

Gluggerne er dømt til en sidste time i åbent fængsel, for finalestigningen, Isola 2000, er værst i bunden, og der vil helt sikkert blive lavet attentatforsøg og badutspring fra løbets bedste ryttere.

Næste etape:

Etape 20
Nice > Col de la Couillole

20 Juli 2024

Forrige
Forrige

Etape 18

Næste
Næste

Etape 20